Pris: kr. 1000 – varighed: 3 timer

Vild mad på Skovsgaard Gods, 4.-6. klasse

TAG MED PÅ SKOVSGAARD GODS OG SMAG PÅ NATURENS EGNE PRODUKTER

Skovsgaard vildmad

Danmarks natur er fuld af gratis mad!

Ingredienser til den mad, vi spiser, behøver ikke nødvendigvis at blive købt i et supermarked – det behøver end ikke være dyrket i en mark eller i en køkkenhave! En masse af danmarks forskellige vilde planter kan bruges til lækre retter – supper, urtefrikadeller, urtebrød og meget andet. Vi går på opdagelse i Skovsgaards natur og indsamler vilde planter, som vi bruger til madlavning over bål.

Hvilke retter vi laver, afhænger selvfølgelig af årstiden!

Glæd jer til at opleve og udforske naturens eget spisekammer.

Jeg glæder mig til at se jer.

Mange hilsner fra Marianne, naturvejleder på Skovsgaard Gods

Formålet med forløbet er at opfylde nogle fælles mål for fagene natur/teknik og hjemkundskab, og at eleverne lærer at samarbejde om at finde og tilberede vilde planter fra Danmarks natur

 

Aktiviteter

Ude i naturen får eleverne en introduktion til planterne, deres voksesteder, og hvordan man indsamler dem. Herefter skal de gruppevis indsamle planter til en ret, de skal lave i gruppen. De tilgængelige planter vil variere afhængig af årstiden. De indsamlede planter tager vi så med tilbage til Skovsgaard Gods, hvor eleverne renser og tilbereder dem over bål. Hver gruppe præsenterer sin ret, herunder hvilke planter, der indgår, og hvor de er indsamlet. Alle smager hinandens retter og taler om planternes smag i retterne. Til slut rydder eleverne væk og vasker op.

Vi anbefaler, at alle processer dokumenteres ved hjælp af  fotos og videoer på fx mobiltelefon, så eleverne har noget materiale til efterbehandling.

 

Forventningsafstemning

Hvis du er i tvivl om noget vedrørende aktiviteten, er du altid velkommen til at kontakte os. Som udgangspunkt forventer vi, at klassen ved ankomst er:

  • iført hensigtsmæssig påklædning
  • motiveret for aktiviteten

Så vil jeg sørge for spændende og lærerige oplevelser for jer alle!

 

Forberedelse

Elevernes oplevelse og faglige udbytte af aktiviteten bliver optimeret, hvis de er blevet introduceret for følgende temaer og fagbegreber forud for lejrskoleforløbet:

  • Spiselige vilde planter i Danmark
  • Plantekategorier
  • Vilde planters anvendelse som fødevarer før i tiden og nu
  • Madvarers tilberedningsformer

Materiale til temaet “Vild mad på Skovsgaard Gods”:

 

Efterbehandling

Opskrifter, billeder og videoer tages selvfølgelig med hjem. Klassen kan derfor lave sin egen kogebog eller arrangere en “Vild mad”-tur for klassens forældre eller andre klasser på skolen.

Del via dette link: http://lejrskoleportalen.dk/aktiviteter/vild-mad-pa-skovsgaard/

 

Lejrskoleportalen er udviklet med støtte fra:

Fiskeriudvikling

Den Europæiske
Fiskerifond

Ministeriet for FødevarerLandbrug og FiskeriNaturErhvervstyrelsen