Pris: kr. 400 kr. pr. klasse – varighed: 2 timer

Mordet i arresten, 5.-10. klasse

DET KRÆVER DISKUSSION OG SAMARBEJDE AT OPKLARE MORDET I ARRESTEN

Mordet i Faaborg arrest - sjov med Ipads

Der er begået et mord i Faaborg Arrest i 1945. Den myrdede var en skidt knægt, så der er mange, der har et motiv, men hvem er den skyldige?

Med en iPad i hånden går eleverne rundt i arresten i mindre grupper. En indsat er fundet død i sin celle efter natten, og eleverne fungerer nu som tilkaldte opklaringsenheder, der skal finde den skyldige. Hele historien udspiller sig efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Selve historien er fiktion, men alt er fremstillet så autentisk som muligt, så eleverne får en fornemmelse af de historiske rammer. Ved at scanne markere rundt omkring i bygningen finder man spor og beviser i form af genstande eller vidner. Alt foregår ved hjælp af små film på iPad’en. Vidnerne skal udspørges flere gange, og de vil reagere forskelligt alt efter, hvad man ellers har fundet. Til sidst skal man op til dommeren i retssalen. Er der samlet beviser nok til at kunne fælde dom?

Vi glæder os til at se jer.

Mange hilsner fra Mette, museumsinspektør ved Øhavsmuseet

Kontakt os eller se mere her

Tlf.: 6361 2000

E-mail:mbj@ohavsmuseet.dk

Formålet med forløbet er at bidrage til opfyldelsen af fælles mål for fagene Historie, Samfundsfag og Dansk med en oplevelse uden for klasselokalet i de autentiske rammer museet kan tilbyde

 

Aktiviteter

Mordet i Faaborg arrest

Vi anbefaler at I starter med at samle klassen oppe i retssalen og udlevere iPads. Når alle er med på hvordan spillet foregår sendes grupperne af sted forskudt. Efter en times tid mødes alle igen oppe i retssalen. Hvert hold præsenterer deres mistænkte og forklarer hvorfor de mener vedkommende er skyldig. Herefter tjekker holdene et ad gangen om deres mistænkte bliver dømt skyldig, ved at scanne markeren foran dommerens stol.

 

Forventningsafstemning

Hvis du er i tvivl om noget vedrørende aktiviteten, er du meget velkommen til at kontakte Mette Broch Jacobsen (mbj@ohavsmuseet.dk / 2075 29 43).

 

Forberedelse

Vi anbefaler, at eleverne inden besøget deles op i grupper á 3-4 elever. Hvis skolen har iPads kan spillet downloades fra iTunes inden besøget, og alternativt låner I naturligvis iPads på museet. Vi anbefaler, at I melder jeres ankomst inden besøget, så iPads’ne er ledige.

Vi opfordrer samtidig til, at eleverne inden besøget har arbejdet med besættelsestiden og efterkrigstiden, da det vil give et langt bedre udbytte.

Følgende materiale, som er opdelt i fag, kan være relevant for temaet “Mordet i arresten”:

Historie – web

Historielaboratoriet; undervisningssite, som tager udgangspunkt i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. På sitet finder du som lærer en lærervejledning med historisk indførelse, samt konkrete ideer til undervisningen. Eleverne har på sitet mulighed for at læse baggrundsstof, se film (klip fra ”Flammen og Citronen” samt dokumentarer), spille spil og slå op i leksikon.

Dansk Filminstituts hjemmeside  finder du seks film med tilhørende undervisningsmateriale om 2. Verdenskrig. Målgruppen for videoerne er 7.-10. Klasse.

Inspirationssite fra EMU (Danmarks Undervisningsportal) med links til diverse sites, som arbejder med 2. Verdenskrig, besættelsestiden og efterkrigstiden, fx:

  • “60 år efter befrielsen”; en hjemmeside, som blev oprettet i anledning af 60 års-jubilæet af Danmarks Befrielse. Siden indeholder artikler, billeder, undervisningsforløb og videoklip, som retter sig mod folkeskolens ældste klasser.
  • “Frihedskamp eller terrorisme?”; en hjemmeside som med udgangspunkt i 2. Verdenskrig forsøger at finde forskellen mellem frihedskamp og terrorisme.
  • “Webquest om 2. Verdenskrig”; en hjemmeside med et undervisningsforløb, hvor eleverne skal hente information på nettet og producere deres eget illegale blad.

Nationalmuseet har udviklet en hjemmeside om besættelsestiden: “Spærretid – hverdag under besættelsen 1940-1945”. Siden indeholder bl.a. artikler, filmklip, quiz samt foldearket “Det femte svin”.

På Dansk Histories hjemmeside findes artikler, quizzer m.m. om besættelsestiden.

Historie – bøger

“Hans og Kirsten i 2. Verdenskrig” af Pia Sigmund, Alinea 2009; en bog om børn i Danmark under 2. Verdenskrig. Bogen indeholder en masse læsestof, opgaver og kopisider.

“Hverdagen under Danmarks Besættelse 1940-1945” af Ole Steen Hansen, Flachs Aps; en faglitterær bog om besættelsestiden for eleverne i de ældste klasser.

“Drengene fra Sankt Petri” af Bjarne Reuter, Gyldendal 1991; en skønlitterær bog, som følger en gruppe gymnasieelever fra sommeren 1942 og et halvt år frem. Gruppen er modstandere at den tyske indtrængen og starter et ”oprør” i form af drengestreger, som senere udvikler sig. Romanen handler om en gruppe drenges kamp for friheden samtidig med, at den berører emner som venskab og kærlighed.

Historie – film

“Med ret til at dræbe” (2003); en dokumentarfilm, hvori modstandsfolkene fortæller deres egne oplevelser og historier fra krigen. Dokumentaren indeholder en kombination af interviews, arkivklip og intense rekonstruktioner (tilladt fra 11 år).

“Flammen og Citronen” (2008); filmen er baseret på virkelige hændelser, der skete under besættelsestiden. Filmen foregår i 1944 og har de to modstandsfolk Bent (Flammen) og Jørgen (Citronen) som omdrejningspunkt (tilladt fra 15 år).

“Edderkoppen” (2000); miniserie, som foregår i 1949 i efterkrigstidens København. Edderkoppen handler om Edderkopsagen, som er en sag, hvor magtfulde mænd styrede byerne, blandt andet med hjælp fra politiet.

“Hvidstensgruppen” (2012); under Nazitysklands besættelse af Danmark sætter en lille gruppe jyske modstandsfolk sig op mod overmagten. Med livet som indsats kaster de sig ud i frihedskampen, selv om den bringer hele deres familie i fare (tilladt over 11 år).

Samfundsfag – web

TV2s betalingssite, hvor der vises et lille filmklip, hvorefter der er en række spørgsmål, som skal besvares af eleverne.  Blandt andet lægges der op til diskussioner omkring straffens størrelse samt holdninger til den kriminelle lavalder.

Samfundsfagets hjemmeside finder I tekst og opgaver, som blandt andet kredser om emnerne magt og indflydelse.

DR1 site om demokrati, hvor der findes, filmklip, tekst, elevopgaver samt en samlet lærervejledning til emnet.

Folketingets undervisningssite, hvor der findes mange forskellige emner, der kan arbejdes med. Her er givet et link til arbejde med Grundloven.  Her findes tekst, filmklip og opgaver. Emner, man blandt andet kommer omkring i forbindelse med løsning af opgaverne, er: ytringsfrihed, rettigheder, magtens tredeling og selve grundloven.

Dansk – bøger

“Krigens spor. Intethed, håb og livsmod” af Birthe Sørensen og Jørgen Sørensen, 2005; består af en undervisningsbog samt lærervejledning. Til brug i de ældste klasser. En litteraturbog, der giver indblik i perioden 1945 – 1965. Består af tekster og opgaver.

Dansk – web

På siden illegalpresse.dk finder I 10 temaer med arbejdsspørgsmål og forslag til projekter samt større opgaver. Siden kan også bruges i et tværfagligt forløb mellem fagene samfundsfag, billedkunst og historie.

 

Efterbehandling

Materialer og oplevelser fra lejrskoleforløbet kan anvendes hjemme på skolen til følgende forløb:

  • Som inspiration til egne historier med slutningen af 2. verdenskrig som baggrund.
  • Som inspiration til udvikling af egne krimigåder til hinanden.
  • “Stafethistorier” hvor man skriver videre på hinandens historier.
  •  Som indledning til et forløb om kriminallitteratur.

Se uddybning af forslagene i lærervejledningen til Mordet i arresten.

Del via link; http://lejrskoleportalen.dk/aktiviteter/mordet-i-arresten/

Lejrskoleportalen er udviklet med støtte fra:

Fiskeriudvikling

Den Europæiske
Fiskerifond

Ministeriet for FødevarerLandbrug og FiskeriNaturErhvervstyrelsen